tirsdag den 17. september 2013

Hverdagsliv i Changzhou

Så har vi sørme snart været her 3 uger. Tiden flyver afsted!

Jeg føler mig stort set hjemme her i byen, og føler, jeg er ved at have godt styr på tingene. Line og jeg har brugt en del tid på at finde ud af busserne, og efter at være faret vild et par gange, kører det bare for os. Generelt bare al trafik skulle vi lige sætte os ind i. Man kan fx godt glemme at gå ubesværet over vejen, når der er grønt - mange biler dytter og kører, selv om der er rødt for dem.
Og så er jeg ved at have vænnet mig til varmen. Her er mellem 25 og 35 grader det meste af tiden, og en luftfugtighed, der føles som 3000 %! Kald det lige efterår en gang til.. Men sådan noget med varme og sol skal man jo ikke klage over, har jeg lært ;)
Det går også fremad med at lære det kinesiske sprog. Jeg får undervisning en gang om ugen i praktikken. Jeg kan sige de mest basale ting, som hej, farvel, godmorgen, jeg hedder.. og sådan noget, og så kan jeg tælle til 100!

Det er fortsat rigtig spændende at være på mit praktiksted. Børnene har fundet ud af, jeg ikke er farlig. De ved godt, jeg meget hellere vil lege og pjatte med dem, end skælde dem ud (og så meget kinesisk kan jeg dog heller ikke endnu). De ELSKER når jeg leger lege eller pjatter med dem. Det er ikke så tit de gør det ellers.

Allerede fra uge to stak min vejleder mig et skema i hånden, og sagde, jeg var klar til at undervise - værs'god at læse på lektien Sidse! Jeg har 2-3 engelsktimer om dagen, rundt i alle klasser, og så er jeg i min "stamklasse" (som skifter hver 2. uge) i de andre timer. Det er noget af en udfordring at skulle undervise, når nu jeg ikke er vant til det. Og finde på nyt materiale hele tiden! Men det lærer jeg nok noget af. Børnene er altid glade, når jeg kommer ind i klassen - de ved godt, jeg tit har nogle lege og lidt pjat i ærmet.

Til tider er det lidt hårdt at se, hvordan lærerne kan være ved børnene. De bruger mange forskellige former for straf.. Men sådan er det nu engang i Kina, og det kan jeg nok ikke tale dem fra. Jeg har ellers prøvet at forklare, hvad anerkendende pædagogik er.. Heldigvis er det dejligt at være der det meste af tiden! De er jo søde ved børnene, så længe de gør "hvad de skal".. Måske er min preschool lidt ekstra streng end mange andre, da det lidt er en overklasse-preschool. Børnene bor der mandag-fredag, fordi deres forældre har travlt med karrieren. Og som Linda (læreren, jeg følger for tiden) siger, så har især de forældre høje forventninger til deres børn. Så de skal kunne sidde pænt og kunne deres kram.

Jeg har allerede oplevet nogle af Kinas traditioner i praktikken. Sidste tirsdag var det "Teachers' Day", og det fejrer de med fest på mange preschools. Jeg fik gaver i stedet: blomster, kager og chokolade. Lækkert, lækkert. På torsdag har de noget, der hedder "middle moon festival". Det fejrede vi så i børnehaven i dag, med middle-moon-kager og legetime. Vi har pga den festival fået ferie fra onsdag til og med søndag. Den ferie skal Line, to af de andre danskere og jeg bruge i Yellow Mountain. Det er et sygt flot naturområde, med masser af bjerge. Vi glæder os helt vildt! Så skal vi rigtig være backpackere, og ud og vandre (så blev der alligevel brug for mine medbragte vandresko!). Line og jeg har også lige købt togbilletter til Beijing i næste ferie, som allerede starter d. 1. oktober. Det skal også nok blive spændende!

Nu må jeg hellere komme i seng, skal være frisk til i morgen, hvor vi tager afsted på eventyr!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar